Når skoledagen slutter, så tilbyder SFOen aktiviteter for tilmeldte børn fra 0. – 3. årgang.
SFO’en har base i lokale 20. Her er der morgensfo og det er også her børnene samles sidst på eftermiddagen. Indgangen til lokale 20 ligger ved kirsebærtræet.
Om eftermiddagen bruger vi også lokale 21+22 samt forskellige faglokaler på skolen.
I SFO’en tilbyder vi aktiviteter, der er med til at støtte børnenes læring og sociale udvikling.
Vi prioriterer at tilbyde børnene kreative og bevægelsesmæssige aktiviteter både inde og ude.
Dog respekterer vi også, at SFO-tiden er børnenes fritid.
Vi starter SFO-tiden med en ”lufter” – hvor længe afhænger af vejret og hvad der ellers er på programmet den pågældende dag. Her er der voksenstyrede lege og mulighed for mere frie lege under opsyn.
Vi holder børnemøder efter behov. På disse møder taler vi bl.a. om, hvad der rører sig blandt børnene, hvilke ønsker de har til aktiviteter i SFOen og hvordan man er en god kammerat, så SFOen er et rart sted for alle.
Vores SFO er funktionsopdelt. Man kan deltage i alle aktiviteter og vælge dem, der interesserer mest – og måske også prøve noget nyt.
Hvis børnene bliver sultne om eftermiddagen, henter de resten af deres madpakke og sætter sig til at spise. Det kan være en god idé, at putte en ekstra mad eller et stykke frugt i madpakken, hvis man ved, at barnet ofte bliver sulten hen på dagen eller hvis det skal være i SFO til sent på dagen.
Sidst på ugen sender vi en aktivitetsplan ud for den kommende uge. Så kan man hjemme tale om, hvilke aktiviteter, der kunne være spændende at prøve i SFOen.
Al kommunikation til/fra SFOen foregår via systemet Tabulex. Det er også i dette system børnene krydser sig ind/ud i SFOen. Tabulex kan tilgås via et link på Forældreintra eller via web-adressen: sctib-sfo.sfoweb.dk
I efteråret og vinteren låner vi skolens bus og kører i VIA-hallen. Her er der god plads til at lege og bevæge sig.
Kontakt til SFO’en på Sct. Ib.
På Sct. Ib er der tradition for et åbent og aktivt forældresamarbejde, og det gælder også i SFO’en. Derfor er vi også åbne overfor spørgsmål både i form af gode ideer og ting I forældre undrer jer over.